Det grønne finansieringsparadoks og en mulig vej ud af stilstanden
Klumme af Annette Vestergaard Christensen, Finance Director, GreenLab. Grøn omstilling kræver investeringer i umoden teknologi, facilitering af nye samarbejder og villigheden til at læne sig ind i usikkerhed og kompleksitet uden garanti for et stort afkast. Lyder det fristende? Nej, men nogen skal gøre det, hvis noget skal forandres. Måske skal vi i den grønne energisektor deles om risikoen og påtage os forskellige roller for at komme fremad?
Udfordringerne ved at skaffe kapital til grønne investeringer er mange og velbeskrevne – det gælder især det at rejse investeringer til umodne teknologier, der endnu har til gode at bevise deres værd. Inden jeg kommer med et bud på en løsning på det, man kan kalde finansieringsparadokset, vil jeg opridse, hvordan udfordringen ser ud fra min stol som Finance Director i GreenLab, en grøn industripark, hvor vi arbejder med Power-to-X, sektorkobling og skalering af nye teknologier.
Finansieringsparadokset
Power-to-X og sektorkobling er en politisk prioritet og en vej til elektrificering af samfundet. Udviklere af vedvarende energiteknologi har forstået, at man i fremtiden er nødt til at gå længere end til produktion af vind for at sikre rentabilitet, og institutionelle investorer og det private kapitalmarked har store ambitioner om at gøre deres porteføljer mere grønne. Alligevel ser vi, at kun få grønne projekter opnår Final Investment Decision. Hvorfor? Bl.a. p.g.a. finansieringsparadokset, der består af (minimum) fem elementer:
1) Skaleringens onde cirkel
Konkurrencedygtige Power-to-X produkter (og dermed rentable projekter) kræver skalering af produktionen. Denne skalering kræver øget investering. Offentlige tilskud ydes som udgangspunkt som tilskud til dækning af nettotab, ikke til dækning af investors krav om markedsafkast, og derfor skal der skaffes privat medfinansiering fra enten finansielle aktører eller ikke-finansielle aktører. Disse aktører har enten krav om høj egenkapital (hvilket typisk ikke findes i denne type projekter) eller om sikkerhed for et risiko-justeret afkast (hvilket ikke findes ved umodne teknologier). Projekterne er i udgangspunktet underskudsgivende og derfor ikke særlig attraktive set ud fra en afkastningsvinkel, og det bliver derfor svært at skalere dem – hvilket gør det umuligt at gøre dem rentable og opnå paritet til det sorte energialternativ
2) Det umodne marked
De nye grønne teknologier er ikke kun umodne på produktniveau – selve markedet, de skal konkurrere i, er også umodent. Der mangler simpelthen data der kan godtgøre at teknologien er bankable. Der er både en mangel på paritet mellem grøn og sort energi og der er også en grundlæggende usikkerhed omkring værdikæden. Hvis jeg fx skal investere i en metanolfabrik, der er afhængig af elektrolyse, men elektrolysen endnu ikke er i drift, så har jeg en dobbelt usikkerhed.
3) De usikre rammebetingelser
Rammebetingelserne for grøn energi er også stadig usikre. Med definition af kriterierne for RFNBO, har man nu afhjulpet usikkerheden omkring hvornår man kan kalde sit grønne brændstof for grønt. Dog er der fortsat politisk usikkerhed omkring udmøntning af støtteprogrammer og de fremtidige afgiftsrammer for grønne (og sorte) produkter.
4) Gensidig afhængighed
Hvis man producerer vind og sol, er livet herligt enkelt (hvis man skal være lidt grov). Man leverer sin vare til et etableret marked, der sælger den videre. Hvis man derimod er Power-to-X producent, eller arbejder med sektorkobling, så kan det blive mere kompliceret. Her er du gensidigt afhængig af en række forskellige aktører i forhold til, hvordan du modtager og afsætter energi, og det besværliggør i høj grad handlen.
5) Kravet om samtidighed i beslutninger
I nye, grønne projekter er der ideelt set en række beslutninger og tilsagn, der skal ske samtidig for at investeringerne er sikrest mulige. I GreenLab afventer vi på nuværende tidspunkt Final Investment Decision på det planlagte 100MW Power-to-X projekt. I princippet burde vi derfor vente med at foretage investeringer i infrastrukturen, der skal understøtte det nye anlæg. Men hvis vi venter, kan vi ikke imødekomme de tidslinjer, der er i Power-to-X projektet, og derfor er vi nødt til at foretage investering i infrastrukturen allerede nu. Det gør vi gerne for at understøtte at der bliver truffet en Final Investment Decision på 100MW. Man fjerner netop et risikoelement når man sikrer, at anlægget kan idriftsættes på det projekterede tidspunkt. Men samtidigheden er altid svær at imødekomme.
Disse ikke-så-fantastiske fem benspænd er i mine øjne hovedårsagen til, at der mangler investeringsvillighed, når det kommer til grønne teknologier og nye måder at tænke energisystemer på. Så måske skal man se på, hvordan vi kan fordele risikoen imellem os på en måde, der gør det mindre skræmmende at læne sig ind i usikkerheden?
Finansiering fra én, facilitering fra en anden
En af de ting, der virker i GreenLab er, at vi påtager os rollen som facilitator for komplekse og risikobetonede projekter. Når der sidder en edderkop som os i midten af spindelvævet med tråde ud til en række aktører, så stiger villigheden til at komme om bord fra de forskellige interessenter. Det er alfa og omega, at der er en, der tager ansvar for komplekse samarbejdsaftaler og styregruppemøder, understøtter off-take aftaler og kontakt til statslige selskaber osv. Og det er nødt til at være en aktør, der ikke kun har profit for øje, ikke kun er specialist på én teknologi og har ressourcer til at forholde sig til den store kompleksitet.
Derudover er vi meget bevidste om behovet for markedsmodning og markedsdannelse. Det kommer vi i møde ved at lade ”hønen møde ægget”, som vi siger – det vil sige, at vi bringer energiproducenterne og de industrielle energiforbrugere sammen og placerer dem i nærheden af hinanden. Samplaceringen og sammentænkning af produktion og forbrug øger sandsynligheden for at nå paritet, og det reducerer behovet for transport af energi, hvilket ofte er en meget dyr affære. Og så er vi ikke bange for at investere i infrastrukturkapacitet inden behovet er reelt til stede.
Behovet for den store mægler
Jeg synes, det er relevant at spørge, hvad ville der ske, hvis den faciliterende rolle vi har i GreenLab blev skaleret op? Kunne man forestille sig, at den faciliterende og markedsmodnende rolle kunne tages i statsligt regi, så infrastruktur, rammevilkår og markedsskabelse lå på bredere skuldre? Det ville i hvert fald gøre, at investorerne kunne nøjes med at forholde sig til, i hvor høj grad de tror på den enkelte teknologi og i mindre grad til, om rammerne udenom mon kommer på plads i tide til at den kan give dem afkast.
*Klumme af Annette Vestergaard Christenen, Finance Director, GreenLab
