Norlys investerer 250 millioner i GreenLab
Med en ny investering på 250 millioner kroner og en eksisterende på 85 millioner kroner bliver Norlys ny hovedejer i GreenLab. Pengene gør det muligt for GreenLab at bygge den infrastruktur, der skal til for at tilkoble et af verdens første store Power-to-X-anlæg. Målet er, at GreenLabs model kan inspirere andre til, hvordan man bygger fremtidens grønne energiløsninger.
100 MW PtX klar til drift
GreenLab fik sidste år støtte fra EU til at bygge et 100 MW Power-to-X-anlæg. En forudsætning for EU-støtten er, at GreenLabs eget forsyningsnet, SymbiosisNet, er klar til både at forsyne og modtage energi. Med Norlys’ investering kan GreenLab netop udbygge SymbiosisNettet og lave anlægsarbejder, der er nødvendige for at sætte Power-to-X og andre grønne teknologier i drift.
”Vi arbejder i GreenLab på en model for, hvordan man kan skabe en grøn og cirkulær industripark og samtidig skabe vækst til det omkringliggende samfund. Investeringen fra Norlys er afgørende for, at vi kan skabe den rette infrastruktur omkring vores Power-to-X-anlæg og de andre grønne teknologier, vi arbejder med”, siger Christopher Sørensen, CEO i Greenlab.
Norlys i hele værdikæden
Norlys bliver majoritetsejer af GreenLab, der fortsætter som et offentlig privat partnerskab med de tre øvrige aktionærer (Skive Kommune, Spar Vest Fonden og Klimafonden Skive) og som en regulatorisk testzone.
Udover det styrkede ejerskab i GreenLab, ejer Norlys netselskabet N1, som driver elnettet omkring GreenLab og halvdelen af Eurowind Energy, som ejer vindmøllerne, der producerer strøm direkte til GreenLab.
”I Norlys er den grønne omstilling central i alt, hvad vi gør. Vi er til stede i hele den grønne værdikæde fra produktion til distribution. I GreenLab er de ved at bygge fremtidens energisystem, og det er vi stolte over at være en del af”, siger Gert Vinther Jørgensen, der er økonomidirektør i Norlys. Han fortsætter ”Vores investering er langsigtet og er et eksempel på vores bidrag til sektorkobling i fremtidens energisystem. GreenLab er en model, som vi håber, at andre på sigt vil kopiere både i Danmark og andre steder i verden, når vi fremover omstiller vores energisystemer”.
Energilagring og højtemperatur varme
Investeringen fra Norlys skal også bruges til at etablere storskala energilagring med højtemperatur varme, som skal tiltrække nye partnervirksomheder til GreenLab. Den skal samtidig erstatte brugen af naturgas for de eksisterende virksomheder i parken. ”Vi ser frem til at bygge de grønne løsninger, der hidtil kun har eksisteret i teorien.
Det kræver store investeringer og meget mod at arbejde i en grønnere retning, og med denne investering har Norlys igen vist, at de er klar til at walk the talk”, siger Christopher Sorensen.
Mere lokal vækst
Investeringen fra Norlys er ikke kun en god nyhed for den grønne omstilling – også lokalt omkring GreenLab kommer man til at kunne mærke opbakningen til den grønne industripark. Det forventes således, at både de nye anlægsarbejder og det potentiale, der skabes for at få flere virksomheder til GreenLab, kommer til at skabe vækst og arbejdspladser på hele Skiveegnen.